Nåh - så gik der lige barsel i den og jeg kom helt og aldeles væk fra pc'eren. Kunne også hænge sammen med at vores lille nye datter er en ret vågen pige og ret sulten pige...men mere om det på et andet tidspunkt (men lad mig med det samme lige sige at "ret vågen" er i bedste mening...!!).
Jeg har ædt fødselsberetninger fra mit apa-hold med største fornøjelse og på den måde har det været en fordel at være til slut med termin. Så har jeg ligesom kunne få fuld valuta og underholdning op til min egen fødsel. Langt, langt de fleste historier har været gode - og derfor har det også været så fedt at følge med i andres fødsler.
Jeg må indrømme at jeg da et par dage før min egen 2. gangs fødsel sad og læste
fødselsberetningen fra Christian igennem sad jeg faktisk og blev lidt "klam" ved tanken om at skulle smerten og det lange forløb igennem igen. Jeg ved godt at
alle har sagt 2. gang er noget helt, helt, helt andet - men det var ligesom de samme mennesker, som også havde sagt at 2. gang går man slet, slet, slet ikke så meget over tid...så hvor meget vidste de her mennesker egentlig?!
Men jeg nåede i hvert fald lige for en stund at tænke "åh nej...".
Men lad os tage det fra begyndelsen...
Jeg fik jo løsnet de her hinder fredag morgen ved 8:30-tiden og det medførte en hulans masse plukveer, som dog gik i sig selv ved frokost tid. Jeg talte i telefon med Martin i løbet af formiddagen, og fortalte ham at hinderne ligesom var en joker og at jordemoderen ikke havde lovet noget (- og her skal så lige tilføjes, at mobildækningen ikke var total optimal i Marstrand. Måske jeg fik fat i ham i 2. eller 4. forsøg når jeg ringede, men faktisk aldrig 1. - spændende!!).
Så satte jeg mig jo ned og aften og skrev et indlæg om at der ligesom
aldrig skete noget i mit liv mht. den der mave...
Kl. 21 begyndte plukveerne igen. Jeg havde haft plukveer hver aften i 1½ uges tid, men de begyndte ret hurtigt at nive lidt mere end normalt. Kl. 21:30 sendte jeg Martin en sms "Høvding...er du der?". Han ringede 5 minutter senere med et "Er det nu????".
Jaaah - det kunne godt være nu, måske, men i hvert fald synes jeg at han skulle stå standby og måske ikke drikke 2 flasker vodka sammen med sine russiske sejlervenner.
Kl. 22 trykkede jeg igen hans nummer, men måtte lægge på igen med det samme pga. en plukveer som nev så meget, at jeg ikke vil kunne tale. Og jeg begyndte at trække vejret på den apa-korrekte måde med "ind, ned i maven, hold det, og åd ud...".
Kl. 22:15 ringede jeg igen til Martin og sagde, at han gerne måtte begive sig mod København. Puha...
...og 22:30 igen en sms med en halvhysterisk besked om at jeg faktisk begyndte at blive lidt nervøs og bange, så han måtte ligesom godt være ret meget på vej!!! Og han var i bilen på det tidspunkt!!
Og så var jeg til dels på sengen og i sofaen på alle 4 med røven let i vejret og vrikkende. Og trak vejret
the apa way...
Min mor var her hos mig, og var meget stille. Hvis hun sagde noget i den tid, så kan jeg ikke huske hvad - men jeg har desuden nok mere eller mindre bidt hovedet af hende. Jeg kunne heller ikke tåle at hun rørte ved mig, hvilket jeg kan huske at hun i hvert fald prøvede på én gang - hvor jeg vistnok slyngede en dødstrussel i hendes retning.
Men om det var et strategisk træk eller forglemmelse, ved jeg ikke, men min mor talte med Martin på et tidspunkt og sagde derefter til mig, at han ville være her ved 0:30-tiden (og han havde faktisk sagt 1:30-tiden). Uanset det korrekte tidspunkt, så arbejdede jeg meget med 0:30 og tænkte, at hvis jeg bare selv kunne holde det dertil, så skulle det nok gå. Så det at jeg havde fokus på et klokkeslet gjorde det faktisk lidt nemt.
Dog mistede jeg lidt tålmodigheden kl. 0:45, da Martin stadig ikke var kommet. Og jeg tror at min mor ringede til ham ved 1-tiden, og han var da nede på Kalvebod Brygge ved Nykredit.
Kl. 1:15 trådte han ind ad døren - og han skulle så heller ikke røre ved mig (!!!) - og klædte om til fødsel. Dvs. indførte sig samme skjorte, som Christian blev modtaget i. Fandt vores tasker frem. Ringede til fødegangen og aftalte, at vi måtte komme ind.
På det tidspunkt var der cirka 3 minutter mellem veerne, som varede i 45 sekunder ad gangen.
Så afsted med os...og jeg tror at jeg klarede turen derop sådan OK-agtigt. Vi kørte vistnok med advarselsblinket tændt og tog et par røde lys, men jeg er glad for at vi ikke skulle for langt.
Rutinen gjorde at vi vidste at vi skulle ned ad rampen og holde nede i kælderetagen, og vi kom ret nemt op til fødegangen.
Ved fødemodtagelsen stod så nogle jordemødre og hyggesnakkede. Og jeg kan huske at de kiggede blot på mig og sagde "der kommer nok én med nogle rigtige gode veer..." - og så snakkede de videre. Mindes også at jeg kravlede rundt nede på gulvet ved skranken på et tidspunkt førend de fandt ud af hvilken fødestuen og jordemor, som vi fik tildelt...Bloody hell - gør de den slags for sjov??!! Go' tid og ro...ja, tak...men alligevel...
Vi fik tildelt fødestue 2, som er det gamle 12, som også var dér at Christian kom til verden. Det gjorde mig helt ubeskrivelig tryg at træde ind på den stue. Sådan lidt "så kan det slet ikke gå galt, det her...".
Og vores jordemor hed Kirsten. Kirsten Hesse. Og var f-a-n-t-a-s-t-i-s-k!!! Et helt stille og roligt menneske, som lyttede og fangede signalerne. Og hun var helt med på at jeg skulle ha' en epidural!!!
Så vi fik kørte kurver. Blev undersøgt. Var 3 cm. åben. Fik lagt klyx. Gjort klar til epidural.
Den narkoselæge, Lars, som kom var måske ikke i sit bedste humør. Han var faktisk ret røvtræt af at være narkoselæge. Men han var nu en ret god narkoselæge, vil jeg sige!
I hvert fald lagde han et epidural perfekt. Jeg kunne selv gå på toilettet med den, og kunne fint mærke mine ben. Og så lå jeg ellers på venstre side fra kl. 2:30 af, da den var blevet lagt.
Martin fik det også en anelse dårligt denne gang og måtte ligge ned, men det er altså når de begynder at snakke om nål og rygmarv og lammelse, hvis ikke man sidder helt stille. Det er nok noget nemmere at trackle når man er i fødsel og virkelig gerne vil ha' den epidural, end hvis man er far i denne her situation...Jeg forstår ham godt!!
Og så gik det bare derud af. Kirsten sad og snakkede lidt med mig, og trissede rundt. Gik ud og drak lidt kaffe og bad mig hvile mig. Kl. 3:30 undersøgte hun mig igen, og da var jeg 6 cm. åben. Og det var nærmest kommet af sig selv...i hvert fald havde jeg ikke haft smerter ligesom med Christian.
Så Kirsten og jeg blev enige om at lade slaget gå sin gang videre - og se igen ved 6-tiden hvordan verden lå. Dog med den pointen at Kirsten var ret ivrig efter at jeg skulle føde på hendes vagt, som sluttede 7:15, for hun synes at det var super-super spændende at vi ikke vidste om det var dreng eller pige - og hun ville også godt lige vide størrelsen. For vi var ret enige om at det var en livlig baby som virkede lang.
Og mens vi havde denne lille snak, så snakkede vi også lige om hjerterytme og køn. Hjerterytmen ligger nemlig mellem 110 og 180. Med pigerne i den høje ende og drengene i den lave. Og her var ligesom en hjerterytme på 165-175, så vi blev faktisk ret hurtige enige om at der nok kom en pige ud...(så havde jeg ligesom et par timer til at tænke over det...).
Mens alt det her stod på, så sov Martin på sengen ved siden af fødesengen. Jeg kunne dog ikke helt sove. Vores stue delte nemlig badekar med en anden fødestue, og de var ret meget i gang med at føde i vand. Og den kommende nybagte mor - jah - hun råbte, bandede, skreg, etc. ude i det badekar. Så jeg fik ikke lukket et øje - men fik dog slappet lidt af efter at hun havde født og var begyndt at tale i normalt toneleje igen.
Ved 6-tiden kunne jeg mærke at veerne begyndte at bide, og der gik 5 minutter efter at jeg havde tænkt "Hov...avs...", så gik vandet. Underlig fornemmelse. Meget vådt!!
Så fik Martin til at finde Kirsten frem fra kaffestuen, og hun undersøgte mig igen. 8-9 cm åben. Igen - det skete uden smerter.
Kirsten sagde så at jeg gerne måtte sætte mig op - og så vrikke lidt med numsen for at hjælpe baby ned gennem bækkenet. Og så skulle jeg ellers regne med at pressefasen nok ville gøre ondt og være kort.
Så jeg sad og prøvede og småhoppe den næste lille time. Og imens begyndte veerne at gøre mere og mere ondt. Jeg kom dog på toilettet - og jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men jeg var ret stolt at det...
Kl. 7 kom den næste jordemor ind på stuen. Lene. Underligt nok havde min veninde, Lotte, fødte med hende i januar måned (en pige...på 3800g).
Jeg kan ikke helt huske så mange detaljer fra pressefasen. Den gjorde rigtig nok ondt. Ondt!! Og jeg kan huske at det (igen) var rigtig svært at holde mine ben - og at jeg kom til at sætte lyd på i starten...og vistnok også bad Martin om at holde kæft en enkelt gang...
Men i hvert fald var det luksus at ha' 2 jordemødre på hver sin side til at hjælpe. Og jeg kan huske at jeg netop bad dem om at hjælpe mig ved den sidste presseve - og det gjorde de fantastisk.
Og kl. 7:14 kom hun til verden...Det var hurtigt. Hun kom op på maven og fik en dyne over sig. Og så måtte jeg lige kigge under dynen og se at det var en pige.
Og Martin råbte "Yes - det er det jeg kan..." (- til udeforstående: Martin havde sagt at den førstefødte ville blive en dreng, og nr. 2 en pige...og sådan er det også blevet...).
En anelse gasblå i kroppen, men med lyd og en meget stor sult. Hun var meget sulten og ville gerne lægges til med det samme. Utroligt. En meget smuk oplevelse af en fødsel.
Jeg havde nogle bristninger, som skulle syes. Og det tog desværre sin tid. Jordemoderen fandt nemlig en cyste, som hun aldrig havde set før. Hun ville derfor gerne ha' en fødselslæge til at kigge på den - og lægen ville så gerne ha' en gynækolog til at kigge på det.
Det var lidt underligt at ligge dér med en nyfødt i armene og skulle forholde sig til en cyste i underlivet. Jeg tror egentlig ikke at det sådan gik helt op for mig - og samtidigt skal det siges, at de var meget rolige omkring det og ikke piskede en stemning op. Men den blev taget ud og jeg fik svaret i onsdags, og alt var i skønneste orden.
Lillesøster blev undersøgt og vejede som sagt 3810 g og var 53 cm lang. Hun havde en hovedomkreds på 36 cm (ligesom Christian...). Og hun fik hurtigt den rette kulør i kroppen efterhånden som hun fandt sig tilrette med livet...
