Det startede med at Alberte i mødregruppen fik tænder for 14 dage siden, og da stak vi en finger i munden på Christian og kunne mærke at gummerne var hårde, men der var ingen mælketands-riller.
Så tog farmand afsted til Frankrig og torsdag aften lå Christian på køkkengulvet og trillede rundt. Vupti - mor synes at der var noget hvidt i det der grin - og ganske, ganske rigtigt: knægten havde tænder.
Christian har sovet igennem hver nat, der har ikke været rød numse, og han har heller ikke været pjevset eller mor-syg på nogen måde. Nemt. Og tak til tandfeen for besøget...
Så nu står den på tandbørste og tandpasta. Det synes Christian faktisk bare er sjovt...altså en tandbørste kan puttes i munden på mange måde, på mange leder og kanter. Men vi får børstet de 2 fine, små bisser.
Ellers går det fint med at være alene hjemme.
Fredag drog vi ind til byen. Det virkede meget fornuftigt for da vi kom til Østerport Station var vi de eneste som gik IND og ikke UD med retning mod Fælledparken. Men der var altså også mange mennesker omkring Købmagergade/Amagertorv.
Vi fik hentet billeder fra babysvømning, og daffede hjem igen i det gode vejr.
Lørdag greb vi også chancen for at være ude i det gode vejr. Så Christian kom på græs for første gang...
Man tænker slet ikke over, at der er mange ting som han oplever for første gang. Og han hev i græsset og undres over hvorfor det hang fast, og hvad han skulle med de strå, som var løse. Pludselig går det (endelig...) op for mor, at det jo er første gang at dreng oplever græs. Aha.
Det var så vildt at hive i græs i en ½-times tid, at drengen gik ud som et lys og sov en god eftermiddagslur bagefter.
Det var fedt at komme ud i solen (med faktor 20 på...vi er ansvarlige forældre!) og slappe af. Mor sad bare og læste bog, mens sønnike sov (- og far gik rundt i Frankrig og ventede på vind...).
Babymessen "angreb" vi her søndag. Der var ikke så mange mennesker, som frygtet, og det var bestemt til at komme rundt med barnevogn.
Vi fik samlet en hulans masse prøve af dit-og-dat, og blev også "model castet" som forsidemodel til Vores Børn (- og det var vi bestemt ikke ene om...der er vist modeller nok at vælge imellem for Vores Børn). Men - vi fik da et helt OK billede med hjem.
Så - jah - vi tager nogle ture og hygger mens far er væk. Og med hensyn til det med græsset...Der står i en-eller-anden bog at babys hjerne vokser når den oplever noget nyt. Christians hjerne voksede da han oplevede græs for første gang, og den voksede helt sikkert også under babymessen, hvor der var SÅ meget at kigge på!!!
Og så tænker man lidt ved sig selv, om vores voksne hjerne også kan vokse lidt - eller bare blive udfordret lidt mere - hvis nu vi voksne også oplevede noget nyt hver dag. Hmm...måske man også skulle udfordre sig selv lidt mere...
0 kommentarer:
Send en kommentar