Lørdag morgen d. 27. kl. 5:15 vågnede mor med tegn på veer - sådan nogle sammentrækninger, som hun ikke havde følt før - og som var stærke nok til at vække hende. Så trissede hun ellers lidt rundt og læste lidt avis. Ved halv syv tiden vågende farmand af, at mor kralvede ind og ud af sengen - og der var der 20 minutter mellem "de mærkelige sammentrækninger". Så Frida og far drog til bager...med beskeden om at det måske godt kunne blive i dag...(endeligt!!!)
Så smed vi os ellers i stuen og lyttede til Mads og Monopolet. Det lykkedes mor at få en lille time på øjet - og det skulle vise sig at være sidste gang i meget, meget lang tid...
Ved 12-13-tiden ringede vi til mormor og sagde, at nu var det ved at være tid - og om ikke hun kunne begive sig afsted til Østerbro. Far drog også ned på Østerbrogade - og fik købt de sidste ting til den lille trold - såsom en lyskæde med gårdens dyr...
Og så begyndte vi at time veer - hvor lange de var og hvor lang tid der var imellem dem...
Ved 19-tiden dukkede mormor op - og Frida var ellevild!!! Hun sad ellers og så lidt bekymret på mor når der var en ve. Sådan lidt - "mor - er du okay...??"
Ved midnat begyndte veerne at bide - og far måtte hjælpe med at trække vejret og trykke lidt på bækken, som virkelig begyndte at give sig. Der var vist slet, slet ikke tvivl om, at fødslen var i gang...
Så farmand ringede til fødegangen (nummeret lå på mobilen under "afgang vand"...) og fik jordemor Terese i røret. Hun fik dernæst mor i røret - og synes, at vi bare skulle komme op på Riget.
Afsted fra 4. sal og ned i bilen. Den slags tager lidt tid når der skal trackles et par veer på vej ned (- og den halvfulde irlænder på 2. sal blev vist forskrækket over at møde en fødende kvinde på trappen...vi har faktisk ikke set ham siden...).
Men afsted til Riget det gik - og vi nuppede nok liiiiige et par røde lys undervejs (- men vi ville gerne ha' mødt den betjent, som havde lyst til at stoppe en fødende kvinde og holde hende tilbage...uhhh...). Det var lige med at finde ud af, hvor vi skulle ind henne og hvordan vi i det hele taget fandt fødegangen. Men - det lykkedes til sidst (- og til en anden gang, så ved vi nu at dørene ud til Juliane Maries Vej lukker kl. 22, og så er det bare ned af rampen...).
Terese tog imod os og undersøgt mor, som blev erklæret "i aktiv fødsel". Hun valgte derfor at indlægge os kl. 00:30 og gjorde en fødestue klar til os (stue nummer 12 - en af dem med badekar...). Hun ville gerne at mor fik sovet lidt, så hun tilbød en "cocktail" af piller - og tilbød os også at tage hjem med pillerne, få sovet og komme igen...
Vi afslog at tage hjem (kunne ikke overskue det med op til 4. sal og ned igen) - og det viste sig at være en klog beslutning. 10 minutter efter at mor havde hældt "cocktailen" ned, så kom den op igen (- meget typisk for hele den graviditet...). Så Terese gav et skud morfin i den ene balle - og så faldt der ro på stue 12 (- og far fik flyttet bilen og læste lidt i Politikens Graviditetsbog...).
Ved halv 4-tiden vågende mor op igen - og havde det lidt friskere. Veerne begyndt dog hurtigt at komme rullende igen - og så måtte far igang med at hjælpe med vejrtrækning.
Kl. 6 kiggede Terese forbi - og vi blev enige om, at vi ikke ville lægge en plan for det videre forløb med hende - men vente på vagtskiftet kl. 7. Så vi bed tænderne samme og pustede os igennem veerne - og ventede på at klokken vil blive 7.
Da klokken blev 7 gjorde det også ondt - og vi måtte hive i snoren. Ind kom den søde sosu-assistent Dorte, som lovede at sende den nye jordemor ind så snart vagtskiftet var færdigt.
Og ind af døren kom jordemor Karen og jordemorstuderende Trine. Det skulle vise sig, at vi i den grad havde trukket et superteam!! De var fremragende - intet mindre!!
De undersøgte mor, og foreslog at vi kastede os ud i badekarret. Supert...så Trine gjorde karret klart. Det var også superbehageligt at komme ned og være vægtløs - men - det var hurtigt op igen, da mor havde fået lavementet inden hun kom i karret...æv - fornøjelsen var kort...men det kan klart anbefales.
Så vi tog lidt veer i badet med bruseren...
Tilbage i sengen igen blev det besluttet at mor skulle ha' drop med saltvand. Det var helt umuligt at holde væske i hende, og alt hvad der kom ned af rød saft, cacaomælk, etc. kom op igen - og det betød at feberen meldte sig på banen.
Ved 9-tiden bed veerne rigtigt - og mor måtte kalde på Karen og Trine. De foreslog en epidural - og det var lige præcis det ene ord, som mor gerne ville høre. Ahhh - smertelindring forude...
Så der blev ringet efter en narkoselæge - og så måtte vi ellers vente. Vi blev vist nummer 3 i køen efter nogle på neonatal og et hjerteproblem...okay...
I mellemtiden var Trine så sød at finde en varm dyne og komme med en kæmpestor varme pude til mor, som hun så puttede med...I det hele taget var Trine en kæmpe hjælp, som var villig til at blive hængende på stuen og snakke. Så vi fik snakket om det med fødselsvægt, hvor meget man tager på som gravid, at være åben overfor smertelindring, fødselsforberedelse (- det viste sig, at hun var uddannet afspændingspædagog i forvejen...), etc. Hun var et kæmpe tryghedselement i vores fødsel...
Kl. 11 dukkede så hele 2 læger for lægge epiduralen, men vi nøjes med at "beholde" læge-Martin. Han var rigtig god - og forklarede godt hvordan og hvorledes. Da far skulle hjælpe med at støtte mor igennem den ve, som kommer under en epidural - og han fik det lidt dårligt af at skulle kigge på nål - var læge-Martin flink og sosu-Dorte tog over - og Trine hældte lidt rød saft på farmand, som fik en slapper på sengen.
Så var epiduralen lagt - og så fik mor det lidt nemmere...Den virkede hurtigt og var rar. Det var virkelig lidt som at ankomme til fødslen igen og gav overskud til at være tilstede igen.
Karen og Trine undersøgte mor, og mente at fostervandet var gået...Hmm...det kunne hverken mor eller far huske noget om!! Men de kunne begge mærkede hovedet - og det stod tilmed en smule skævt, så mor måtte kun lægge på venstre side. Så konsensus blev at vandet nok var gået...damn - havde vi virkelig misset det...
Epiduralen begyndte at klinge af, og det var ikke muligt for mor at sove - hvilket ellers var ordren fra Karen og Trine. Det viste sig, at epiduralen fint nok tog toppen af veerne - men spændingerne i bækkenet kunne den altså ikke klare. Og spændinger var der ellers en del af...for troldens hoved stod godt fast og bevægede sig ikke så hurtigt ned.
Karen og Trine mærkede efter igen - og - hovsa - der var vist hinder. Aha!! Så var vandet altså ikke gået alligevel...hvilket fik mor og far til at mumle noget om "we told you so...".
Så Karen valgte at vi skulle ha' taget vandet - og så skulle veerne nok melde sig på banen til at hjælpe troldens hoved ned gennem bækkenet. Så - frem med noget som nok er verdens største strikkepind. Det lignede det i hvert fald...og Trine fik lov til at prøve at prikke hul, men det endte med at Karen måtte gøre det. Og niks - mor mærkede intet pga. epiduralen.
Så vandet blev taget - og der blev sat gang i ve-droppen. Av...det gjorde ondt, og det begyndte også at tappe meget på kræfterne. Ved 13-tiden var afdelingsjordemor Birgitte Hillerup (jeps - hende den royale...) og Katrine, som er fødselslæge, forbi og mærkede efter på mor. Det blev besluttet, at mor godt kunne presse den lille trold ud - og hovedet havde rettet sig op. De sagde alle samme at de kunne mærke en hårtot - og det var jo fedt at få at vide...men det gjorde ondt!!
Det tydede lidt på, at de kort overvejede et kejsersnit...men valgte at trolden skulle den naturlige vej ud.
Og så begyndt Trine ellers at skrue op for ve-droppet, gav mor henholdsvis ilt og lattergas, og forklarede hvordan og hvorledes. Imens stod far ved siden, og lod mor hive i skjorte hver gang en ve meldte sig på banen...
Og jordemor Karen - jah - hun spottede Politikens Graviditetsbog, og satte sig derefter til rette i en stol og gav sig til at læse i den. Det virkede enormt cool - og mor var mest ked af, at hun ikke havde kræfter til at deltage i diskussionen om det var en god bog eller hur...(hvilket det er!!)
Ved 14-tiden meldte pressetrangen sig - og mor fik lov til at presse selv om hun ikke var helt åben til fødsel. Hovedet på den lille trold stod så godt fast, at baby gerne måtte få lidt hjælp...så der blev presset ved hver ve...
Kl. 15:15 var der igen vagtskifte og vi fik ny jordemor, Lise - og jordemorstuderende, Marianne. De hoppede direkte i det blå kluns og gjorde klar til at modtage den lille trold. Det var enormt opmuntrende for mor, at spotte det blå tøj ud af øjenkrogen - for så var det ligesom muligt, at vide at det var ved at være...en baby var virkelig på vej!!!! Yes....og træk vejret...
Desværre var kommunikationen mellem Lise og mor ikke helt så god som den havde været med Karen og Trine. Lise havde nogle bestemte holdninger til hvilke pressestillinger, som virkede og som hun ville ha' mor i - og mor havde lige så faste og bestemte holdninger til hvilke stillinger, som hun ville presse i.
Så far måtte træde i seriøs karakter - og indgå som mægler mellem de to damer...og det lykkedes ret godt!! Vi fik prøvet stillinger af - og nogle virkede og andre ikke...Det værste var nok, at mors kræfter var ved at være sluppet op - og det var ikke muligt for hende, at gøre som Lise gerne ville ha'...
Det begyndte at blive lidt kritisk - og igen dukkede afdelingsjordemor Birgitte op. Hun gik direkte til mor, og forklarede at det var ved at være. Baby stod i bækkenet og nu skulle den altså ud - så pres for hulan...og så begyndte hun at gøre klar til at ringe efter en fødselslæge, som kunne komme og tage baby med en kop.
Aha - og fan** nej - hvis mor havde gået igennem så meget smerte, så skulle baby også ud på den rigtige måde...og NU skulle det være. Så om på ryggen igen, fat i far (som havde overtaget masken med ilt - og lagde den på mor og tog den af mor ved veerne...) og fokus...fokus...fokus på næste presseve...
Ved næste presseve lykkedes det dog mor at få knækket det drop som sad i hånden, og nu blev det så ekstra kritisk...så sosu-Dorte måtte stå og rode med mors hånd, alt imens at far begyndte at få det dårligt igen...
Og så kom sidste presseve - og far gik i knæ, Dorte stod med hånden - og mor satte lyd på og råbte...og ud kom baby...lang og viklet godt ind i sin navlestreng...
Far kom hurtigt op igen - og var heldigvis helt klar...Lynhurtigt fik Lise viklet baby ud, fundet ud af at vi havde fået en dreng - og far klippede navlestreng (- og det var hurtigt - men mor havde presset så længe, at der ikke skulle ventes 10 minutter...).
Mor fik drengen op på maven. Han var dejlig varm!!! Helt ubeskriveligt...!!!
Han kravlede op ad - og snakkede løs...mens mor og far bare kiggede på ham - helt tabt for ord for dette mirakel, som endelig var kommet ud til verden og det liv, som foldede sig ud foran vores øjne...
Kl. 16:10 blev vi forældre til en smuk dreng...
0 kommentarer:
Send en kommentar